Augustianas historie
Palæet ved Augustenborg slot blev bygget af hertugen af Augustenborg

Palæet Augustiana
Frederik Christian d. 1 i 1786-88. Han ønskede at datteren Louise Christine Caroline skulle bo mere standsmæssigt end ellers planlagt. Hun skulle have boet i det lille røde palæ, som hun arvede efter sin onkel. En smuk bygning, men lille, enkel og uden nogen form for pomp eller pragt. I det nye palæ boede hun til sin død i 1815.
Herefter blev det indtaget af den meget flamboyante Louise Augusta, enkehertuginde og prinsesse, Struenses og dronning Caroline Mathildes ” kærlighedsbarn”.
Hun boede her fra 1820 til sin død i 1843. Hun elskede fester, teater, kunst og leben omkring sig. Omgav sig med smukke officerer, og andre notabiliteter, som hun havde et intimt forholdt til. Hun beskrives som et for datiden og vel også for nutiden særdeles rummeligt og kunstnerisk menneske, også med en særlig passion for heste, hunde, aber, papegøjer og andre dyr.
Siden har huset været sporadisk beboet, og før og i midten af år nitten hundrede, da slottet med nye tilliggende bygninger var blevet psykiatrisk hospital, blev palæet i forskellige perioder beboet af overlæger tilknyttet psykiatrien.
I slutningen af år nittenhundrede har palæet været brugt til fritidshus for patienter. Herefter har det i nogle år været ubrugt.
Sønderborg kommune, med daværende borgmester A. P. Hansen som initiativtager, fik efter nogle års tilløb, udvirket at Uffe Larsen og Mette Buhl, som drev Skulpturernes Park Nordfyn, ved Gyldensteen Gods, med tilstødende galleri, flyttede alle skulpturer og galleriet til palæet.
I efteråret 2008 udskrev Sønderborg kommune en konkurrence med henblik på at finde et navn til palæet. Resultatet blev AUGUSTIANA, med undertitel
Skulpturpark og Kunstcenter.