Augustiana

     

           Jeg er meget glad for igen engang at få mulighed for at være med til at åbne endnu en fascinerende udstilling, som Mette Buhl og Uffe larsen med utrættelig energi og stor indsigt har arrangeret i Augustiana. Det er ikke alene en spændende udstilling, der åbner i dag. Også Skulpturparken bliver indviet. Den er blevet udbygget og forsynet med nye udtryksfulde værker og projekter. De forøger de kvaliteter, som parken har, samtidig med at de afdækker nye orienteringer i vort erfaringsrum og afslører nye aspekter af den verden, vi kender.

Lederne af Augustiana har allerede formået at sætte kunsten på grænselandets landkort. Jeg er selv   opdraget med en nær tilknytning til denne landsdel, hvor danskheden findes på begge sider af grænsen. Grænselandet har altid været en hjertesag for min far forfatteren Jørgen Bukdahl. Han har udtalt følgende:

“Grænselandet er et magnetfelt. Ingen ved, hvor den egentlige grænse går mellem to folk. Magten afgør det ikke..”

Det er lykkedes for os at få et fredeligt og godt forhold til vore store nabo Tyskland. Men det er stadig vigtig at forbedre forbindelserne mellem Danmark og Tyskland. Og netop billedkunsten kan være en vigtig brobygger.

Dele af den udstilling, som vi åbner i dag, rummer et mere kompliceret brobygningsarbejde, der dog også har nået fine resultater. Det drejer sig om et udvekslingsprojekt mellem Danmark og Sharjah, der er en af de Forenede Arabiske Emirater. Sheiken af Sharjah har selv understredet, at netop kunst og kultur er de mest effektiv midler, når det drejer sig om at foretage et sådant brobygningsarbejde. Han har selv formuleret det således:

“Kunst og kultur er nogle af de bedste instrumenter til af fremme gensidig forståelse og samarbejde mellem forskellige folkeslag og kulturer”

På udstillingen præsenterer  Mogens Møller blandt andet to skriftruller, der er valset i rustfristål. I teksterne, der er laserbrændt ind i overfladen, fortælles to beretninger om fordrivelsen. Den ene

der er skrevet på hebræisk, er hentet fra Første Mosebog. Den anden, der er prented med gotiske bogstaver, stammer fra Faustmyten. Den sidstenævnte tekst peger også på naturvidenskabens dæmoniske væsen.

På Normad Arcademys hejemmeside: ww.normad-academy.org kan de vigtigste dele af projektet, som skulptøren Mogens Møller og arkitekten Jane Havshø  har skabt sammen med islam-ekspert

Nasser Moaedi Jorfi. Det drejer sig om et skitseprojekt til en Måneskins Oase. Dette projekt rummer en billedkunstnerisk nyfortolkning af den kendte poetiske arabiske månehave, der var beplantet med hvide liljer, som kaster månens lys tilbage. Det blide skær fra rækker af levende lys, der sejlede små både i det korsformede vandløb spillede sammen med de gyldne reflekser fra måneskinnet. Der var ofte sat spejlglas ind i de farverige mosaikmønstre i havens flisebelagte gange. De “kastede lyset tilbage som facetslebne ædelstene. Enhver der har opholdt sig i ørknen om natten og beundret den krystalklare stjernehimmel, genkender motivet”. I den poetiske måneskinsbelyste have blev der spillet musik og læst digte. I Måneskins Oasen er den islamiske opfattelse af månen som et symbol på Allahs kærlighed til de troende, fortolket i en nutidig optik. Mogens Møller har selv beskrevet projektet således:

“Et kendt ørkenfænomen, som kaldes en “Barcan” – en slags sandklit – omslutter  som et naturmonument – et moderne observatorium, hvis kikkert konstant følger månen. Elektronisk udstyr forstørrer og forstærker månebilledet til et knivsskarpt digitalt billede på 6 m i diameter. Dette billede vil være det største, levende, direkte billede af månen indrammet af en ring af stalakitter. Månebilledet vil kunne oplyse de optrædende, der enten reciterer digte, musicerer eller danser. Et sådant billede af månen kunne blive transmitteret i ethvert land på jorden. De kan lyse over Sharjah eller over Marsken i Grænselandet ved den dansk-tyske grænse. For i kraft af den moderne teknologi er Observatoriet ikke afhængig af vejrliget, idet der kan skiftes til et satellitbillede, hvis vejret er uklart. Observatoriet vil i dagtimerne kunne lege med de mange sammenhænge, som månen indgår i bl.a flod og ebbe, for slet ikke at tale om de astrologiske og astronomiske sammenhænge, som altid har tryllebundet mennesket”

Øjvind Nygårds skulpturer har siden 80´erne på utallige måder befundet sig i et spændingsfelt mellem tradition og nybrud, mellem de tidslige og rumlige strukturer og mellem det abstrakte og det figurative plan. Mødet med en foranderlig og destabiliseret verden har resulteret i, at han igen og igen har stillet sig følgende spørgsmål: hvordan kan vi forstå verden, hvordan bliver den anskuelig for os og hvordan kan vi fortolke den billedkunstnerisk. Øjvind Nygård er sig bevidst, at en sådan verden ikke kan indfanges i et enkelt perspektiv, men må perspektiveres på mange måder for at blive synlig. Dertil kræves der en mangfoldighed af former og rum. Vor verden er – som der står i eventyrene – et troldspejl, der er slået i tusind stykker og derfor aldrig kan samles til en helhed.

På udstillingen i Augustiana har han udstillet små figurer, der med humor og præcision genskaber den verden, vi kender fra tegneseriernes flygtige univers. Men nu er figurene støbt i bronze og bliver derfor mærkeligt fremmedartede og nærværende. I en af skulpturene møder vi den amerikanske popkunsts mester, Andy Warhol, der netop bearbejder tegneseriefigurer på en fascinerende kunstnerisk måde og afdækker nye aspekter i dem.

Billedhuggeren Hein Heinsen præsenterer 12 store og små nonfigurative bronzeskulpturer, der er uden faste akser og uden centrum. Især de to store skulpturer er spaltede i en uendelighed af præciserede former, der er brudte og forskudte i forhold til hinanden. Det drejer sig om Skulptur 94, der er støbt i bronze og udført i sommeren 1994 (h. 80 cm) skulptur 89 (h. 90) i lyspatineret bronze, der er udført i 1989. Deres skarpe kanter skaber ny afskæringer i rummet og danner nye åbninger og en række lokale rum. Hele tiden dukker der nye sammenknytninger op der stimulerer beskueren til selv at skabe helheder, se, opleve og tænke på andre måder. Skulpturerne afdækker nye orienteringspunkter i en kendt verden og de sønderriver det konventionalitetens slør, der ofte indhylder vort hverdagsliv. Skulptur 89 består af snekrystallignende former, der skyder små grene. Det ene element avler hele tiden et andet. Der bliver ved at komme nye skud. Men de uendelige formbevægelser stoppes hele tiden lokalt – netop på den måde bliver der skabt krystallinske strukturer. Snekrystallets gentagelse er dog brudt, idet elementerne snart er organiske, snart har skarpe former, der i nogle tilfælde spreder, i andre samler. Der dannes hele tiden nye skulpturelle strategier.

På de fleste huse i Sharjah er der ophængt lyskæder, der oplyser byen om natten. Lightscape, som de to billedkunstnere Dorte Dahlin og Annemette Larsen har skabt, rummer en række forsøg på at skabe nye og mere kunstneriske overbevisende lysprojekter.

Dorte Dahlin udstiller også en serie prints “Tulips” i en “cut-and-paste” teknik, hvor dele fra forskellige malerier og fotografier føres sammen i strålende farverum. Hun har selv beskrevet disse billeder således:

“På denne måde konstrueres et udbredt/adspredt rum, der ikke kan måles som et centralperspektivisk rum, fordi afstanden tabes for øjet (kroppen), mens man søger en rationel forståelse af billedets elementer og den sfære, de danner.

Men billedplanet er (heller) ikke sprængt, da der ses bløde sammenhænge mellem de enkelte dele på billedet. Måske man kan tænke, at en tulipan, ja, det ved man da hvad er – men gør man nu dét, når det rum, den befinder sig i, stråler mere en tulipanen selv? – i et rum, hvor ovale figurer på egen vis korresponderer med tulipanen? – måske som delinformationer om blomstens indre struktur eller om fremmede stjerner, der pludselig kommer til. I billederne kan hverken rummet, tiden, afstanden eller talen fastholdes udfra et punkt alene. Som i informationssamfundet, hvor den tabte afstands rum kun kan persektiveres gennem den blødeste geometri”

I den nyrenoverede park bliver vi præsenteret for en række nye skulpturer. Således bl.a. Tine Marie Nielsens skulptur Fra Til (2008). Den er opbygget i tre sektioner. Først møder vi det flade horisontale rum, der opretter visuelle dialoger med parken. Små trappetrin fører os fra det flade horisontale rum op til et rum, hvor der står en boghylde – fyldt med bøger – støbt i bronze. Den symbolisere summen af menneskes erindring. Når man træder ind i dette rum oplever man, at man går erindringens univers. Projektet afsluttes med en stolpe. Den ser ud til at være i træ, fordi huggesporene er synlige. Men den er støbt i bronze. Værket skaber et nyt rum og nye orienterinspunkter i parken.

Lene Desmentik har rejst en monumental portal i marmor. Den er formet som et forfinet gitter, der skaber nye synsretninger og en ny platform på plænen.

Anders Bonnesen har skabt en kube, der er dekoreret med de skilte, man møder, når der er vejarbejde. Disse skilte, som man så ofte ser, får i den nye sammensætning, som de er sat ind i,

en ny betydning og tilføjer også parken et humoristisk element.

Når man vandrer rundt i udstillingen og fortsætter ud i parken oplever man, at de kunstværker, man møder udvider vor erfaringsrum og giver os nye oplevelser og indsigter, der afdækker nye perspektiver og giver os ny inspiration.

                                 

                                                              Ny udstilling i palæet  fernisering d.29 maj kl. 15,30

Mogens Møller: præsenterer dels egne værker, dels samarbejdsprojekter “Moonlight Oasis” med arkitekten Jane Havshøj og den iranske astrolog Nasser Moaedi Jorfi. I samarbejde med sidstnævnte er netop udført skulpturen: “A Healing Bowl”.

Hein Heinsen: viser 12 store og små bronzeskulpturer.

Øjvind Nygård: udstiller 5 store billeder samt små og mellemstore skulpturer i bronze.

Dorte Dahlin: viser en række prints fra serien “Tulip”.

Annemette Larsen: udstiller “Lightscape” – et projekt om lysudsmykning af højhuse i De Forenede Arabiske Emirater udført i samarbejde med Dorte Dahlin.